Et lille pusterum

[Ciel Phantomhive]

Ciel kom gående på sine halvtynde ben med et målrettet udtryk malet i det kyniske ansigt.. Han var blevet vred på sin butler, og valgte derfor at gå en tur alene.. som altid bar han sin sorte kappe med den høje krave til at holde sig varm, samt sorte handsker og en høj, sort hat med et turkisblåt bånd omkirng.. i hånden fulgtes han af en stok hvis håndtag var et dødningehoved af sølv.. lige under dødningehovedet sad en blå sløjfe. Ciel var fint klædt på, men det var jo ikke noget nyt.. på hans hånd skindede den smukke Phantomhive ring med den blå ædelsten.. Ciel bar den altid, men måske han burde have taget den af på denne halvtidlige aften.. Klokken var omkring 8, og mørket havde allerede sænket sig som et tungt, tykt tæppe over hele Kenshington Gardens.. Parkstigen han gik på lå derfor hen i næsten helt mørke.. kun nogle enkelte lanterner oplyste svagt de fugtige sten som knagede under hans fødder for hvert skridt han tog.
Ciel troede at han var alene.. men han tog fejl..
Få meter længere henne, spottede det øje, som ikek var dækket bag den sorte klap; to fuldvoksne mænd.. de kom nærmere.
"Hey knægt" sagde den ene.
"Den ring er vist dyr, ikke?" lo han med en ubehagelig knækken.
Ciel standsede, eftersom de afspærrede ham vejen, men hans kyniske udtryk forblev i samme mine.
"Træd til side." sagde Ciel koldt og kommanderende.
Den anden lo nu.. hans latter lød lidt som en hyænes.
"Se, den lille tror sgu han kan kommandere med os! har man set det med!" lød det fra hyænen.. den anden kommenterede tilbage; "Han er sgu modig! men nu er det nok! giv os den ring, knægt! så skal du nok få lov at gå uden at vi før dig noget!"
Ciel rørte sig ikke.
"Jeg beder De herre om at træde til side." sagde han i den fortsatte kolde mine..
Hyænen greb fat i hans skulder med et hårdt tag.
"Hvem fanden tror du, du taler til?!" hvæste han og hævede en hånd, som han slyngede mod Ciels ansigt..
Ciel blev slået i jorden så hatten væltede af hovedet på ham og trimlede et stykke vej i det våde græs..

[Ethel]

Ethel havde begivet sig udenfor sin dør denne kolde aften. Hun havde ikke fundet noget interessant at lave hjemme, og søgte derfor ned mod London centrum og havde valgt at skyde genvej gennem parken. Det var koldt, især med sneen, så hun havde iført sig en sort kappe og en mørk hat. Dette var også for dels at skjule hende for offentligheden og for samme grund holdte hun sig i skyggerne.
Hun var i fuld gang med at krydse parken, da hun hørte stemmer fra den oplyste sti. Dette vækkede hendes nysgerrighed og hun besluttede sig for at ændre kurs. Med en hurtig bevægelse børstede hun noget sne af sin skulder og bevægede sig lydløst om bag en busk. Hun fulgte to større mænd med øjnene, da de nærmede sig en mindre.. Dreng? Det undrede hende normalt ikke at se børn, men denne dreng var så fint påklædt og hans tale var fin. Hvad lavede han ude alene?
Hun mærkede hurtigt efter kniven i sin lomme, da en af mændene greb fat i drengen. Hun ville aldrig tillade folk at slå på børn. I én bevægelse flyttede hun hatten ned over hendes ansigt. Hun bevægede sig hurtigt ud af busken bag mændene og skubbede til den ene af mændene, mens hun vred armen om på manden om slog og pressede sin kniv mod ryggen på ham.
"De slår vel ikke på drenge mindre end Dem selv?" Lød hendes stemme, som automatisk lød mørkere end den egentlig var. Hun pressede kniven hårdere mod hans ryg og sendte et gennemborende blik mod den anden mand.

[Ciel Phantomhive]

Ciel havde imellemtiden fået sat sig op.. hans klap var blevet slået af ham, så han sad bare med det ene øje lukket og en hånd for kinden, mens han uden at trække en mine fulgte optøjeret..
Der lød et rigtigt hyænehyl fra manden, da han mærkede den skarpe kniv mod ryggen.. han kunne godt forestille sig dens blad bore sig ind i ryggen på ham..
Den anden mand havde allerede taget benene på nakken, og så snart hyænen så sit snit til det, ville han også rive sig fri og sætte i løb efter sin kammerart..
Ciels blik søgte flygtigt rundt o sneen.. det var mørkt, så han kunne ikke umiddelbart få øje på den sorte klap.. nogle steder var sneen smeltet, så sorte pletter var der nok af.
"Mange tak skal De have." sagde han dog i en lidt monotom stemme, som slet ikke bevidnede et barns, mens han ledte videre med blikket..
skønt Ciel kun var 12 år gammel, så opførte han sig ikke som en på tolv.. han løb aldrig ud og legede som de andre børn på hans alder, han talte ikke som dem.. men det mest bemærkelsesværdige; så man på hans ansigt, var der slet ingen barnlig livsglæde at spore..

[Ethel]

Ethels læber gled op i et lille frydende smil ved den ene mands skrig og hans løb væk derfra. Derefter pressede hun hårdt kniven mod den anden mands ryg, hævede sig op på tæerne og hviskede advarende i hans øre:
"Nu må de hellere løbe meget meget hurtigt herre." Hun gav slip og manden spurtede i al hast væk. Ethen skjulte hurtigt kniven i lommen igen og skubbede hatten en smule op, så hun kunne rette blikket mod drengen siddende på jorden. Hun betragtede ham et øjeblik og et lille smil gled derefter over hendes læber.
"Ingen årsag unge herre. Klarer De Dem?" Hun søgte hurtigt hans hat med øjnene og samlede den op. Det undrede hende at se en sådan dreng, som ikke kunne være særlig gammel. Måden han var klædt på, udtrykket i hans ansigt og hans måde at tale på. Det hang ikke helt sammen. Hun satte sig på knæ og rakte hatten mod ham.

[Ciel Phantomhive]

Ciel så op på Ethel, tog imod den hånd hun hjalp ham op med, og kom på benene..
Hans blik blev dog ved med at søge rundt på jorden.
"Ja, men min øjeklap er tilsyneladende blevet væk." svarede han med en lidt irritabel mine.. Det var et hårdt slag han havde fået, og selv i halvmørket kunne man se en rød aftegning på hans kind lige under det lukkede øje. Normalt ville en 12 årrig nok have grædt.. men Ciel havde ikke trukket en mine.
Han tog imod hatten, men tog den ikke på hovedet endnu.. han skulle først have øjeklappen på igen...
Den lå ikke så langt derfra.. men den var ikke helt nem at få øje på fra den vinkel Ciel stod i.

[Ethel]

Hans søgende blik fik også hendes blik til at søge rundt på jorden.
"Deres øjeklap?" Lød det fra hende med rynkede øjenbryn. Hun fik hurtigt øje på den og tog fat i den. Den blev rakt imod ham, mens hun kom på benene igen. Hun lod et hurtigt, opmærksomt blik glide igennem parken før hun igen rettede det mod drengen.
"Hvis jeg må spørge, hvorfor befinder De Dem ude på denne tid?" Spurgte hun, mens hun børstede sne af sin kappe.

[Ciel Phantomhive]

da han fik den rakt, børstede han den af og lagde den mod øjet.. han heligvis for ham, var sløjfen ikke gået op, så han kunne bare trække den ned igen.. derefter tog han hatten på, og svarede så; "Jeg befandt mig hos en slægtning ikke så langt herfra, men endte i en uoverensstemmelse med min butler. For at køle mit temperament lidt af, valgte jeg at gå en tur alene.." han knælede og samlede stokken op, inden han med løs hånd børstede sine skuldre af.
Han trak den ene handske af for at mærke på sin kind.. den sved og var helt varm efter slaget.. Ciel rynkede brynene i en irritabel mine.. Sådan nogle idioter.. Det var heldigt for dem, at Ethel var dukket op.. ellers havde det været en helt anden person de havde været oppe imod; en dæmon.. Ikke Ciel selv .. han var skam ikke dæmonen

[Ethel]

Ethel betragtede drengen foran hende. Uoverenstemmelse med butler. Det tydede på, at drengen var forældreløs. Ellers ville det højst sandsynligt ikke være butleren han havde været i uoverenstemmelse med og gået fra. Hvis dette var tilfældet, så havde drengen overfor hende noget tilfælles med hende. De var begge forældreløse.
Hun nikkede og valgte ikke at blande sig.
"Det forståes. Til tider er det bedst at gå sig en tur i sådanne situationer - men man skal passe på." Konkluderede hun og rettede let på sin hat, så den ikke afslørede hendes lange mørke hår.

[Ciel Phantomhive]

Ethel havde ret; Ciel var forældreløs.. og mere end det; hans forældre var blevet myrdede.. det var derfor at han havde indgået kontrakten med Sebastian.. dæmonen.. folk anede det ikke, men den smukke, høje, slanke, perfekte butler, var i virkeligheden en koldblodig dæmon, som blot ventede på at kontrakten var fuldført, så han kunne fortærre Ciels barnesjæl.
Ciel nikkede istemmende.
"Det kan De have så ganske ret i.." lød det blot fra ham.. han ville ikke nævne noget om at situationen faktisk var under kontrol hele tiden; han vidste jo at han blot kunne hidkalde Sebastian.. dæmonen havde jo ingen intentioner om at lade den unge Ciel dø; så ville han ikke få det måltid ud af det, som der var blevet ham lovet.

[Ethel]

Ethel smilede svagt over drengens væremåde. Han var meget voksen. Hun bevægede sig langsomt ud i skyggerne igen og kastede et varsomt blik på drengen. Hun var ikke helt rolig ved at lade ham færdes alene, men han virkede ikke til at være bange.
"Men De klarer dem?" Spurgte hun for en sikkerheds skyld og lod hænderne glide ned i kappens lommer.

[Ciel Phantomhive]

Ciel nikkede blot.
"Ja det skulle je-" han afbrød sig selv.. den vej, hvor de to mænd var forsvundet væk af, dukkede der nu en hel flok op.
"... Ej det er bare ikke rigtigt.." snerrede han lavt for sig selv..
Hyænen førte an.. de var vel omkring 20 stykker.. De to havde lige hentet hele banden..
Ciel overvejede kort hvorvidt han skulle hidkalde Sebastian, eller bare tage benene på nakken og løbe..?
Han så mod Ethel.
"De må nok hellere komme væk.. Jeg tror de mænd fra før har hentet kavaleriet.." sagde han i en helt rolig og fattet tone, mens han rettede lidt på hatten

[Ethel]

Ethel rynkede brynene over hans snerren og fulgte så hans blik. Da hun så mændene komme gående, gled et lille sarkastisk smil over hendes læber.
"Hvor morsomt." Mumlede hun med et svagt grin og rystede svagt på hovedet. Hun fandt det morsomt. Det var en udfordring, men samtidig var hun godt klar over, at hun ikke kunne tage alle 20, men hun kunne tage nogle. Hun vendte blikket mod drengen igen, mens hun allerede var begyndt at knappe kappen op. Den ville bare belaste hende.
"Det skal jeg nok, men det er vigtigst at De kommer væk først. Så følger jeg trop." Opfordrede hun og nikkede mod stien, som førte væk fra mændene.

[Ciel Phantomhive]

Ciel så lidt på Ethel.. hmm.. han kunne jo bare hidkalde Sebastian? Men på den anden side.. den forbandede dæmon havde det med ind imellem at ville teste Ciel en smule.. han kunne godt finde på det nu..
Ciel rynkede brynene og kastede et blik ned af stien.. hvis han var heldig, ville han kunne løbe fra mændende..? Han satte i løb mens mændende nærmede sig.. Men Ciel havde knapt løbet 100 meter inden han mærkede hvordan han hev efter vejret, som ikke ville ordenligt ned i lungerne på ham..
Han løb de sidste par skridt hen til et træ, hvor han stilte sig for at støtte sig op ad.. han gispede efter vejret, som var han ved at dø.. Det var egentlig ikke fordi han var i dårlig form, det kunne man godt høre på hans ralrende vejrtrækning... den var for voldsom til at det kunne være dårlig form alene! ... sagen var den, at Ciel havde Astma.

[Ethel]

Ethel mødte drengens blik og smilede svagt tilfreds, da han satte i løb. Hun så sig over skulderen efter ham og sank så langsomt ind i skyggerne indtil mændene kom tæt på. De forreste havde sat i løb efter Ciel og da de kom tæt nok på, sprang hun ind foran den første og væltede ham omkuld så de andre fulgte med ned på jorden. Så vendte hun sig mod de næste, som hun hurtigt gik imod. Hun fik den første på flugt, men den næste var hård. Han var stor og fik vappet hende en over hovedet, så det i et øjeblik sang for ørerne af hende. Hun trak sin kniv og fik den presset mod hans hals, så han også flygtede. Nu var det på tide at komme væk, men de næste var allerede omkring hende. Hun kastede kniven mod én, som lige akkurat missede og ramte træet bag ham i stedet. Han flygtede også, men nu var hun overmandet og hun lod hurtigt blikket glide rundt i mængden efter et smuthul. Hun var ikke interesseret i at de fik ordentligt fat på hende. Mændene i Londons mørke gader havde ingen grænser i deres behandling af kvinder.

[Ciel Phantomhive]

Ciel fulgte optøjeret nøje mens han gispede.. det så ud til at kvinden var blevet omringet..
"Tåbe!" fik han forpustet hvæst..
Han tvang sig selv til at sætte i løb igen, lagde hænderne op til siden af munden, for at forstærke sit råb.
"HALLO! VAR I IKKE EFTER MIG?" lød det højt, men gispende..
En del af mændende vendte straks opmærksomheden efter Ciel.. så satte de i løb..
Ciel rynkede brynene.. det var vist ikke helt gennemtænkt det her!
Hans spinkle ben begyndte igen at løbe. han løb alt han kunne, mens han var skarpt forfulgt.. Ethel ville nok kunne klare de som var tilbage..
Ciels krop føltes smertende... hans ben syrede og han ikke ikke løbe mere.. han var vel løbet en 3-400 meter, inden han mærkede hvordan benene gav efter.. han løb langs en søbred, og naturligvis drættede han ned og trimlede ned af skråningen, inden han havnede i vandet med et plask..
Mændende standsede og så efter ham.. men da han ikke dukkede op igen med det samme, bestemte de sig for at pjokket nok var dødt.. ingen af dem gad vade ud i vandet for at hente ringen, så istedet forlod de stedet..
Ciel var ikke en god svømmer, men han fik sig da kæmpet ind til kanten efter lidt tid, hvor han besværet rev sig op at ligge...
Han var brast igennem en isoverflade på søen, og frøs nu voldsomt.. Hans gispen efter luft var ikke blevet mildere.. Ligenu, kunne han godt bruge Sebastian.. men han orkede ikke at hidkalde ham..

[Ethel]

Ethel hørte drengen råbe bag sig og sukkede et øjeblik. Det gav hende dog en mulighed for at slå resten ned. Det blev gjort hurtigt og ikke særlig grundigt, men mændene var ikke de mest stærke eller modige mænd i verden. Hun fik hurtigt revet sin kniv ud af træet, fik kappen i hånden og satte efter resten af mændene, som løb efter drengen. Da de stoppede, stoppede hun også op et stykke bag dem og gled i stedet ind i mørket, ind bag buskene. Hendes blik søgte efter drengen, men først da mændene vendte om, gik det op for hende, at han var faldet i søen.
Derfor satte hun i hurtig fart mod søen og fik trukket drengen ind på jorden, i stedet for at ligge på isen.
"Jeg må erkende, at De ikke er det heldigste barn jeg har mødt." Mumlede hun med et svagt smil, mens hun tog kappen og lagde den over hans skuldre. Hun så sig hurtigt omkring og så så opmærksomt på drengen.
"Kan jeg få lov at følge Dem hjem? Eller hente nogen, som kan hjælpe Dem? Jeg vil helst ikke læse i avisen i morgen, at De er fundet død." Lød det en smule sarkastisk fra hende og hun gnubbede let drengens arme for at lade ham få varmen. Det var vigtigt på sådan en kold aften.

[Ciel Phantomhive]

Ciel gispede efter vejret.. han ville egentlig gerne have svaret hende, men han kunne ikke... Istedet lagde han bare hånden mod sin brystkasse, i et håb om at hun forstod hvor svært han havde ved at få luft.. Hans vejrtrækning var nærmest hyperventilerende.. men det var som om luften ikke trængte ordenligt ned i lungerne... som om blodet ikke helt blev iltet.
"Luft.." fik han gispende sagt..
Heldigste? Nej, bestemt ikke! Havde han kunnet tale ligenu, havde han også fortalt hende, at han ikke brød sig om at folk så på ham som værende et barn.. det virkede så nedladende.. men ligenu nyttede det ikke noget..
Hans vinterkappe var tung af vand, og hatten var røget af et sted oppe på vejen.. klappen for øjet var endnu engang smuttet af, og Ciel sørgede derfor for at holde øjet lukket, så den lillae farve derfra ikke ville lyse op i mørket.. Det var jo langt fra et normalt fænomen, at det ene øje lyste lilla på den måde.. derfor holdt han bare øjet lukket i..

[Ethel]

Ethel spærrede øjnene op, da det pludselig gik op for hende, hvor svært han havde ved at trække vejret. Hun satte sig hurtigt ned foran ham og så ham i øjnene, mens hun viftede lidt med hænderne.
"Luft? Hvordan? Hvad skal jeg gøre?" Lød det frustreret fra hende, mens hun hurtigt fik hans våde kappe af og lagde sin egen over ham i stedet.

[Ciel Phantomhive]

Ciel rystede på hovedet.. han begyndte at hoste lidt ind imellem.. han forsøgte at løfte armene.. de skulle op over hovedet, det vidste han.. men han følte sig helt afkræftet og kold efter dukkerten ned i søen.. hvorfor kunne den dumme Sebastian ikke bare dukke op af sig selv nu?! det var jo nu han skulle bruges!
Ciel lod sig tilte ned på ryggen.. hans øje som ellers havde været åbent hidtil, lukkede sig sammensnørret i i et forsøg på at flytte fokus, så han bedre kunne trække vejret.. normalt var en pose god ligenu.. en papirspose at trække vejret i.. men han havde ikke sådan en.. og medicin for astma fandtes jo ikke, så det var lidt et problem

[Ethel]

Ethel rynkede brynene og blev faktisk lidt bekymret for den fremmede dreng nu. Da han forsøgte at løfte armene, hjalp hun ham og sørgede for at holde dem oppe. Han var jo så afkræftet nu. Hun lagde kappen godt omkring ham, da han lagde sig ned og var ikke så glad for, at han lå på den kolde jord.
"Kan De fortælle mig Deres navn?" Spurgte hun stille og prøvede at gnubbe lidt varme i ham. Hun ville bevidst have ham til at snakke, så hun var sikker på at han klarede sig.