nogle forskællige gader i byen

[Sebastian]

Blandt de mange mennesker kom sebastian gående med rolige skridt.
han havde som altid et roligt blik og han gik blandt menneskerne og forsøgte at finde ud af om der var noget han kunne give sig til.
han havde fået en ordre og den skulle han fulføre.

[Lord Hampshire]

Lord Hampshire kommer gående med et væld af tjenestefolk omkring sig. De fleste slæbende på hans indkøb, enkelte ved at bukke under for vægten. Med det kommende bal var der nok at se til, og Hertugen havde som altid sat sig selv i spidsen for al organisationen.
"Se til at blomsterne er friske! Og vi får brug for mere vin. Ikke det billige sprøjt nogen havde den frækhed at servere til middagen i sidste uge; det var en skændsel!" Han får øje på Sebastian og sender ham et næsten ligegyldigt nik, før han koncentrerer sig om to tjenere, der er kommet med to stykker stof af så godt som samme nuance. Ingen af dem kan se forskellen, men Hertugen kan. Han vælger den til højre.

[Sebastian]

Sebastian lagde hurtigt mærke til Hertugen, men han sendte ham bare et ligegyldigt blik igen hvorefter han dog kort lod sine røde øjne køre forbi ham og rundt på hans tjenestefolk.
Han sagde ikke et ord, men beholdte sit rolige blik hvorefter han kort gik diskret rundt blandt nogle af de boder som stod ved den store gade de var nået til.
Han syndes at Hertugen så en smule mistænksom ud så han ville holde øje med ham, men gjorde det diskret for ikke at vække mistanke.

[Lord Hampshire]

Hertugens opmærksomhed forlader Sebastian, da der lyder et klir, og han vender rundt på hælen af de blankpolerede sko og ser på den ulykkelige stuepige, der netop har tabt en flaske af en meget dyr cognac. Mumlende ser tjenestefolkene skrækslagne på pigen, mens de afventer deres herres reaktion.
"Den vil blive trukket fra din løn!" lyder den hårde dom, mens hertugen ligegyldigt vender sig og går videre. Stuepigen begynder at græde, for med hendes ringe løn, vil det tage år at erstatte flasken. Hertugen af Hampshire (skrev forkert lige før :S ups) har allerede sendt den næste tjener af sted efter en ny flaske, før han kommer i tanker om Sebastian. Han ser sig om efter ham og sender et venskabeligt smil, da han finder ham. Han vinker ham over mod sig og foregiver ikke større interesse for ham end for sine egne tjenestefolk. Sebastian har altid virket anderledes på ham, men naturligvis ville han ikke drømme om at indrømme det. I øjeblikket er han blot glad for at have en mulighed for at vise festforberedelserne frem og aflevere en næsten personlig invitation til den unge Ciel, som Hertugen kke har set noget til længe.

[Sebastian]

Sebastian så godt den andens blik og han rettede sig så op og gik rank og elegant hen til den anden.
han havde allerede set det der skete med stuepigen og havde også allerede ordnet det.
"undskyld kære hertun, men det var ikke deres flaske der smadrede, det var blodt en tilfældig forbipaserende person der kom løbende og tabte en flaske, den rigtige flakse ligger i stuepigens pose hun har i venstre hånd, så de behøver ikke at straffe hende" sagde sebastian med en rolig og venlig tone og rigtig nok havde stuepigen pludselig fået en pose i hånden, men lå der så også en flaske i? der var ihvertfalde noget i posen.
han beholdte sit rolige blik men sendte dog hertunen et lille smil.

[Lord Hampshire]

Pigen kikker med røde kinder, ganske forvirret, og de andre tjenestefolk følger hendes blik. Der lå rigtigt nok en flaske. Hertugen gør sit bedste for at skjule sin overraskelse, mens hans stab bakker lidt væk fra dem begge.
"Jamen så er alle vel glade igen, med undtagelse af, at jeg så står med to flasker, når min tjener vender tilbage ... Nå ja, i mit hus står sådan noget aldrig længe alligevel." Han smiler selvironisk og slår ud med hånden mod Sebastian.
"Hvordan har Deres unge Herre det? Det er år og dag siden, jeg har set ham sidst!"

[Sebastian]

han sender stuepigen et smil og vender blikket tilbage til hertunen.
"den unge herre har det ganske fint, lige nu tager han en slapper derhjemme og jeg er taget ind til byen for at finde ud af om der er flere og mystiske sager at tage sig af og når jeg har fundet ud af det skal jeg tilbage igen" svarede han roligt igen og kiggede på sit lommeur.
"og jeg kan se jeg har nogle timer endnu inden aftensmaden" sagde han så og kiggede nu atter engang på hertunen.

[Lord Hampshire]

Fortsat smilende skiftede Hertugen vægten over på sit andet ben.
"Når nu vi taler om aftensmad og dermed selskabelighed, så afholder jeg et bal d. 16., og jeg ville være meget beæret, hvis Deres unge Herre ville overveje at deltage. Jeg ved han sjældent går ud uden Dem, så invitationen omfatter også Dem, sir." Den sidste del af invitationen er lidt mere køligt formidlet end den første, men alene det, at invitationen omfatter en tjener, får hans egen stab til at mumle. Hertugen af Hampshire behøver blot rømme sig for at få ro i geledet.

[Sebastian]

Sebastian bemærkede godt hans toneleje, men tog sig ikke af, det det kunne godt være han så ud til kun at være en butler for ciel, men han var meget mere en blot det han var en dæmon der havde ingået en aftale med ciel og han ville beskytte ham for livet indtil kontragten holdte op.
dog viste ingen andre en Ciel hvad han rigtig var, så han fandt sig i at folk i højere ran nedgjorde ham fordi de så ham som en simpel tjener.
Han smilte roligt til hertunen og bukkede kort.
"jeg skal sige det videre til den unge herre og de vil få besked hurtigst muligt sir" svarede han roligt idet han stadig havde sit roligt blik.

[Lord Hampshire]

Den manglende respekt i Sebastians ord ville meget vel have fået hans far til at fare i flint. Men Den nuværende Hertug af Hampshire var intet nær sin far. Han svarede blot igen af samme mønt med et skævt smil og et stift buk, han ikke ville have værdiget nogen mindre end en baron.
"Send ham mine varmeste hilsner og foreslå den unge herre at stramme op på sin husholdning ..." Han gjorde en kort, teatralsk pause for at antyde, han mente Sebastian, før han færdigtgjorde sin sætning glat som en ål: "Det er meget lang tid siden den unge Herre har afholdt så meget som en middag for sine venner og bekendte."

[Sebastian]

han var ligeglad med det den anden sagde, for hvorfor skulle han overhovedet rette sig efter ham, dog havde han stadig en smule respekt, bare lidt men hn trak ikke en mine og beholdte det rolige blik.
"den unge herre har travlt med at passe sine pligter, men jeg skal nok minde ham om dit forslag" svarede han roligt idet han kiggede på klokken.
tiden gik langsomt, men han kunne vel nok trække den ud lidt endnu.

[Lord Hampshire]

"Meget vel, sir. I så fald vil jeg fortsætte mine forberedelser." Han gør et stort nummer ud af at træde et skridt til siden og slå ud med armen - hvormed alle tjenestefolkene tripper til side og laver en vej til Sebastian, han kan gå ad. Som yngre havde det moret Hertugen at se sin far gøre netop så og som biblens moses skille vandene for enten en ven, der skulle forbi, eller for en fjende, han kunne knuse i massen af tjenere. En morsom sammenligning havde han altid syntes, men med Sebastian havde han svært ved at afgøre hvorvidt der var tale om det ene eller det andet.

[Sebastian]

han nikkede som et oka og smilte svagt.
Vendte så Hurtigt blikket mod en løbsk hestevogn der kom kørende i retning af menneskemængden og der hvor de stod, han fik hurtigt kigget sig omkring og hoppede mod Hertunen hvorefter han skubbede ham væk idet samme som hestevognen kom kørende og den ramte så sebastian, men man kunne ikke se hvor og hestevognen kørte videre ned af gaden men den stoppede så lidt derfra som om nogen eller noget havde stoppet den.
I alt den fart havde Sebastian nået at blive ramt af hestevognen (så det ud til), hoppet op og tage fat i tøjlerne og fået stoppet hestende samt fået menneskerne ud af vognen på kun nogle sekunder.
han sad nu oppe der hvor føren af hestende plejede at side.

[Lord Hampshire]

Hertugen i sine høje hæle (det havde de på den tid xD) mister balancen og vælter bagover, da Sebastian skubber ham væk. Flasker klirrer, stof falder til jorden og mad bliver spredt i samme omfang som tjenestepigernes skrig. Det lykkedes nogen af mændende at fange Hertugen i faldet og hjælpe ham på benene. Alt for chokeret til at skælde dem ud for at krølle sit tøj, stirrer han åbentlyst overrasket på Sebastian. Først da hestevognen holder stille, kommer han nok til sig selv og går hen mod den, mens han imponeret klapper.
"Brava, sir! Det må jeg sige, det var ganske formidabelt klaret!"

[lewis mcgee]

En mand med krøllet brunt hår og top har, der passerede forbi hændelsen, havde stoppet op ved vejen ikke så langt derfra. Han stod og betragtede situationen med sine søvnige øjne og smilte for sig selv som altid. Han var gladeligt overrasket over den fantastiske manouvre som den sorthårede mand præsterede, og nu holdte han øje med resten af situationen, for de her mennesker interresserede ham på sin vis.

[Sebastian]

han hoppede ned fra hestevognen og gik ned for at ae hesten på muglen og op af hovedet, det lod til at hesten kunne lide ham allerede ved første øjenkast.
"det lader til hesten blev forskrækket af et eller andet" sagde han roligt og kiggede så over på hertunen igen.
Sebastian havde ingen skrammer heller ikke fra det slag han havde fået da hesten kom løbende ind i ham, ikke engang en lille skramme.
(den ramte ham ikke, men det så stadig sådan ud og man skulle have virkelig godt syn for at ku se at den ikke ramte ham, da han hoppede i sidste øjeblik XD)
"håber ikke de kom til skade" sagde han så og kiggede efter om Hertunen skulle have nogen skrammer.
Alle de andre folk der var dukket op havde fået hans blik til at fare rundt på de forskællige blikke og hans blik endte så nu på en nyankommende der pludselig var dukket op som det samme som hestevognen stoppede, havde det nogen lighed? eller var personen bare dukket op på et dårligt tidspungt.

[Lord Hampshire]

"Ved Guds ord, min gode mand, ville jeg være død, hvis De ikke havde været der, og De som tog hele slaget spørger til mit helbred?" En svag kulør fangede toppen af hans kindben, da det gik op for ham, hans tjenestefolk mumlede i skæget. Nok var Sebastian højst rangerende blandt sin herres tjenere, men han var i deres øjne stadig dog en tjener. I dette øjeblik ville Hertugen have skudt sin skare af spytslikkere for at få et øjeblik i fred med sin redningsmand, men optøjret havde kun tiltrukket endnu flere øjne, og Hans Nåde blev sat i et dårligt lys. Om han gav manden hånden og takkede ham, betalte hvad hans liv var værd i guld eller blankt afviste ham, så ville det plette hans ry. Efter denne konklussion hævede han hovedet højt og rankede ryggen forberedt på modstand, på sladder og hvad folk ellers kunne smide i hovedet på ham.
"Det er i stedet mig der burde spørge ind til Deres helbred! De ser ikke ud til at have lidt overlast, men jeg kan tage fejl?" Han lægger slet ikke mærke til lewis, der lige nu blot var én skikkelse blandt mange.

[lewis mcgee]

Lewis lukkede øjnene og gabte. Det virkede til at han kedede sig, og dog nægtede han at rokke sig fra sin plads. 'Måske var det tid til indblanding' tænkte han ved sig selv. Han gik med rolige skridt hen mod butleren og hertugen alt imens han kiggede ned i jorden. Hans smil forblev på og han stak sine hænder ned i lommen. "De er noget for dem selv Herrer. Det lignede noget der slet ikke hørte til i denne verden. Fantastisk" Sagde han monotont, og stirrede udmattet på sebastian.

[Sebastian]

han smilte svagt og bukkede nu atter engang af ren høflighed overfor hertunen.
"jeg er bare One hell of a Butler" svarede han og rakte sig op idet nogle folk der ejede hestevognen straks kom og fik vognen væk.
Sebastian vendte så sine røde øjne imod den nyankommende som pludselig sagde noget til ham idet han nikkede som et tak og sendte ham et smil.
Nu var han vel nok blevet sat som dagens helt, men der var ikke tid til at slappe af han kunne fornæmme mange glade blikke men også nogle vrede og utilfredse blikke blandt dem, dog lod han stadig som ingen ting.

[Lord Hampshire]

Hertugen kaster et overlegent blik mod Lewis og bedømte ham hurtigt. Ikke en person, der var ham værdig, hvorfor han fuldkomment ignorerede hans tilstedeværelse. Han tvinger i stedet et smil frem ved Sebastians kommentar om sig selv. Interessant, tænkte han for sig selv, hvilken tjener tør fastlægge sig denne holdning, selv når hans herre ikke er til stede? Hans interesse for Sebastian steg yderligere i graderne, mens han selv stod et halvt skridt tilbage og lod ham modtage den ære, han trods alt havde fortjent.