|
Post by lewis mcgee on Jan 3, 2010 20:11:34 GMT 1
Lewis blev stående på sin plads og stirrede fra person til person. Han nød at se hvordan de to mennesker var forskellige fra hinanden og hvor anderledes Sebastian var. Han blev ved med at smile og rykkede tættere på, til han ligende en der var kommet med i deres samtale.
|
|
|
Post by Sebastian on Jan 3, 2010 20:19:39 GMT 1
Sebastian rettede lidt på hans tøj og tog nu endnu engang sit lommeur frem idet han så på klokken. der var stadig lidt tid endnu til klokken var det den skulle være og han kiggede så op idet hans blik gik fra den ene til den anden, en hertun og en ganske almindelig person. han sagde ikke noget men forholdte sig stadig i ro. dog lod han kort blikket glide rundt på de vrede blikke der kom fra mængden af mennesker.
|
|
|
Post by Lord Hampshire on Jan 3, 2010 20:29:51 GMT 1
Med et blik af absolut afsky mod Lewis, trådte han et skridt væk fra ham. Han overvejede at vinke en tjener hen for at fjerne personen, men valgte så at fortsætte sit "vær-venlig-mod-tjenere-og andet ullærkt"-trip, og lade Lewis blive, hvor han var. Der kommer lidt liv i hans stab, og to af mændene kommer diskret til og retter hans tøj til efter tumulten. Da han har fået nok, træder han lidt hen mod Sebastian for at få hans opmæksomhed. Han rømmer sig let og føler sig ubehageligt tilpas med det, han nu bliver nødt til at sige ifølge kotumen. "Sir, jeg vil gerne takke Dem for at have reddet mig for lidt siden. Det lyder så tåbeligt, men De er altid velkommen i mit hjem som en ven af familien ... og invitationen til ballet vil gælde for Dem, om Deres Herre skulle beslutte sig for at blive hjemme ..." Det er lige så ordene brænder i hans mund, men han får sagt dem næsten flydende og kæmper for at bevare sin stolthed, da pigen, der tidligere tabte cognaccen besvimer.
|
|
|
Post by lewis mcgee on Jan 3, 2010 20:35:00 GMT 1
Lewis prøver så godt han kan at ignorer hertugens vigen fra ham, og kommenterer i stedet til invitationen. "Et bal...? interressant, hvor bliver det holdt?" Han vidste udmærket godt han ikke var inviteret, men han kunne ikke døje sig. Han ville nok ikke komme alligevel da det her selskab begyndte at kede ham. Han giver et hurtigt blik mod den besvimede pige, men røre sig ikke det mindste.
|
|
|
Post by Sebastian on Jan 3, 2010 20:43:41 GMT 1
han nikkede igen kort imod Hertunen og smilte svagt til ham. "det er jeg yderst taknæmmelig for, men jeg kommer kun hvis min herre gør" svarede han roligt igen og vente så blikket imod Lewis og sendte ham et roligt blik. "knægten lader til at kunne lide dem sir, han virker ivrig efter at komme med til Deres fest" sagde han så og kiggede tilbage til hertunen. i det samme hans sætning slutter stræjfer en kat forbi hans ben og han kigger ned på en sort kat som har en hvid pote, der kæler sig op af ham og han sætter sig straks på hug og kæler den. Han elskede katte højere en noget andet.
|
|
|
Post by Lord Hampshire on Jan 3, 2010 21:05:10 GMT 1
Sebastians ord tvinger ham til at tage stilling til Lewis tilstedeværelse. Han gør det med arrogance og uden at værdige ham et blik. "Selv hvis en person af hans herkomst kendte til ordet bal ville det ikke være ham muligt at komme så nær som gaden ved siden af den aften! Hendes Majestæt har personligt besvarede min indbydelse, så alle sikkerhedsforanstaltninger er blevet taget, selv hvis Hendes Højhed ikke skulle være i stand til at berige vort selskab den aften." Han giver et høfligt buk til Sebastian, før han beordrer sine folk at få styr på det, de har ødelagt. "Jeg håber, De og Deres unge Herre kommer, sir," siger han med et smil over skulderen, mens han går derfra for at fortsætte forberedelserne til ballet.
|
|
|
Post by Sebastian on Jan 3, 2010 21:10:36 GMT 1
Sebastian stod alene tilbage hvorefter han så trak sit lommeur op af lommen og kiggede på tiden. "lige til tiden" sagde han og vendte sig om og gik den modsatte vej så han nu vendte hovedet hjemaf.
|
|