Nord for søbreden ved lygtemændenes skur

[Lord Hampshire]

Lord Hampshire kommer tordnende hen ad stien med 3 tjenere bag sig på behørig afstand. Hertugen er i et dårligt humør i aften og strækker ud, så de knapt kan følge med. I stedet for at fremvise sin håndskårne stok, knuger han om dens midte og svinger den hidsigt i takt med sine skridt. Der er ryddet for det meste sne, men en lille hvid klat sidder på hans skosnude og klamrer sig fast lige så stærk i viljen om at blive, som hertugen er det for at blive fri af sine folk.

[Ethel]

Ethel kom gående fra den modsatte ende af hertugen. Hun var på vej til sin vanlige tur til Londons gader. Det var mørkt og koldt til aften og desværre havde Ethel glemt sin sorte kappe hjemme. I stedet var hun i sine mandlige, mørke læderbukser og en mere tætsiddende skjorte, hvor man svagt kunne ane hendes kvindelige former. Udenover var en mandlig mørkebrun jakke, som desværre også var tætsiddende. Hun var nødt til at være påpasselig med at afsløre sig selv denne nat.
Længere foran hende anede hun flere personer i et hurtigt tempo. Hun rynkede brynene og gik lydløst ind til siden af stien. Hun lagde sin hånd mod toppen af sin hat, som skjulte hendes lange hår. Hun vippede den langsomt ned, så det skjulte hendes ansigt. Da flokken kom nærmere, gik det op for hende hvem der var i spidsen. Lord Hampshire. Ethel var lettere overrasket over dette, men viste det ikke. I stedet bredte der sig et lille snedigt smil over hendes læber. Da hertugen af Hampshire tordnede forbi hende, lød det lettere sensuelt fra hende:
"Mylord." Mens hendes ene arm lettere elegant gled ud til siden og hun bukkede for ham. Hun havde hurtigt rettet sig op igen med en hånd på hatten og så ligefrem for sig, stadig med det samme smil på læben. Lord Hampshire og hun havde aldrig ført en samtale, men de havde set hinanden til flere selskaber. Ethel havde i hvert fald lagt mærke til ham.

[Lord Hampshire]

Men et irriteret grynt vendte hertugen sig mod Ethel, da han hører hendes stemme.
"God aften, sir," svarer han roligt og skjuler sin irritation. Tjenestefolkene holder sig lidt tilbage og forventer vel sagtens et vredesudbrud for at have forstyrret deres herres tanker. Hertugen tøjler sit humør og forsøger at få et glimt af personens ansigt i det begrænsese lys. Han syntes at have hørt stemmen før, men et hurtigt blik på filajsens tøj, afkræfter hans mistanke. Han overvejer at fortsætte og få tjenerne til at fjerne ham, hvis han fulgte efter. Han er ikke kendt for at nedværdige sig til så meget at svare folk som denne knægt, og at han allerede har gjort sådan, skyldes kun den snert af genkendelse, der øjeblikkeligt havde slået ham.

[Ethel]

Ethels øjenbryn og læber glider op i et lille humoristisk smil over hertugens grynt. Heldigvis skjulte hatten det meste af hendes ansigt. Hun lod et hurtigt blik glide op af tjernerne og derefter op af Lord Hampshire. Deres øjne mødtes i et splitsekund, Ethels læber gled op i et svagt skævt smil, hun blinkede og vendte sig derefter om.
"De må have en forrygende aften Mylord." Lød det så atter lettere sensuelt fra hende, atter med et svagt smil. Hun startede med at gå væk fra ham, men på en sådan måde, som man aldrig så drenge gå. Hendes hofter gyngede let frem og tilbage, men ikke på en åbenlys indbydende måde. Mere som en fin kvinde ville gå. En kvinde bekendt med selskabslivet.

[Lord Hampshire]

Han kan genkende hendes gang og snapper efter vejret.
"Vent et øjeblik min gode mand ..." siger han en anelse bryskt med alvorligt rynkede bryn. Tjenerne mumler forfærdet og stirrer på Ethel, som var hun en dæmon. Med en hurtig bevægelse, holder han om enden af sin stok og rækker håndtaget frem mod hendes skulder for at vende hende rundt, ligeglad med om det forsølvede håndtag efterlader et mærke mod hendes skulder.

[Ethel]

Ethel stopper op, men vender sig ikke om med det samme. Smilet hviler stadig på hendes læber og hun morer sig over tjenernes mumlen. Hun vidste at hun ville blive genkendt af Hampshire, men han var ikke den værste der kunne finde ud af hendes 'dobbelt liv'. Han var slet ikke nær de værste.
Hun snurrede langsomt rundt i en elegant bevægelse og rettede sig op med blikket mod ham.
"Ja, Mylord?" sagde hun og gjorde nu intet for at skjule sin kvindelige stemme.

[Lord Hampshire]

Med stadigt rynkede bryn griber han om hendes hage og skubber hatten af hende med stokkens håndtag. Han møder hendes blik og foregiver ikke at være rystet. Den ene af tjenerne gjorde korsets tegn for sig og så ud til at være døden nær, mens en af de andre rent faktisk stak i rend nogle meter væk, før han stoppede. Hertugen selv ser ikke op, mens han giver sin ordre: "Fortsæt med at løbe, den herre. Jeg tænker De kan komme længere med den teknik end i min tjeneste ..." Et hulk undslap tjeneren, før han stak af. Hertgen måtte kæmpe hårdt for ikke at smile. En snert af morskab gled hastigt gennem hans blik, men det var hurtigt borte.
"Miss ... Hvad i al verden går dette ud på? En spøg? Jeg kunne tænke mig, mr. Manson kunne finde på denne form for grotesk spøgen ... Har han lokket Dem til dette og sidder og gemmer sig i busken der?" Han så ikke op, men pegede med stokken mod en tilfældig busk: "Nej, jeg hører ikke hans latter ..." Han slipper hende ikke, men holder fortsat stramt om hendes hage og trækker hende lidt nærmere for at studere hende. Hans blik glider over hendes kindben, næsen, munden og tilbage til øjnene. "Men jeg fornemmer, De griner ad mig?"

[Ethel]

Ethel møder hans øjne med sine lettere mørke-grå. Da hatten skubbes af, falder hendes lange lettere krøllede hår ned over hendes skuldre. Hun har et svagt smil på læben og hendes blik flakker mod tjeneren, da han slår korsets tegn og løber. Hun opsnappede hurtigt glimtet af morskab i hertugens blik og hendes smil afslørede hurtigt morskaben i situationen.
Hun rynkede brynene let og lyttede til hertugens udsagn.
"Det kunne lige Hr. Manson, Mylord, fremragende tænkt." Lød det anerkendende fra hende, før hun fortsatte: "Dog er det ikke tilfældet. Jeg har en ærne længere inde i Kensington, Mylord." Lød det så fra hende. Hun lod ligeså sit blik glide hen over hans ansigt, han stod jo ganske tæt på. Han var yderst tiltalende. Ethel smilede svagt igen, men rystede så let på hovedet. "Det var Deres frembrusende adfærd Mylord. Jeg havde ikke genkendt Dem." Lød det så fra hende, mens hun elegant bukkede hovedet for ham et øjeblik, for atter at se ham i øjnene igen.

[Lord Hampshire]

Hans ene øjenbryn røg i vejret.
"Så det havde De ikke? Jeg tror Dem ikke, miss ... Eller måske gør jeg ... I fald jeg gør, vil det gøre Dem til en ringe bedragerske, og Deres ærinde hvorend det måtte være kunne ende meget galt for Dem ... Og hvis jeg ikke tror Dem, betyder det, De med vilje forsøgte at få min opmærksomhed ... Fortæl mig hvad, jeg skal tro!" Han slap hende brat og gik et par skridt væk fra stien ned mod vandet. Tjenerne blev stående uden helt at vide, hvad de skulle gøre.
Hertugen løftede hånden, der var knyttet på nær pege- og langefinger. Han vinkede hende hen mod sig.

[Ethel]

"Med al respekt, Mylord, det er ganske mørkt. Efter at have genkendt dem, smilede jeg blot af Deres tjenere. De er meget lydige - og højlydte." Tilføjede hun med endnu et svagt smil og så med et hævet øjenbryn mod tjenerne der var tilbage. Da Hertugen slap hende rystede hun let på hovedet, så hårdet lagde sig pænt ned om hendes skuldre. Ethel adlød hertugen ved hans vink og trådte væk fra stien og standsede op ved siden af ham. Hun lod sit blik hvile på ham, lettere nysgerrigt. Ikke åbenlys nysherrighed, men nærmere tibageholdt. Interesseret. Dog ikke interesseret i hans rang og rigdom. Nærmere hans person. Han var kompliceret og havde faktisk altid interesseret hende. Hun elskede puslespil.

[Lord Hampshire]

Mens hun gik hen mod ham, samled han hænderne med stokken bag ryggen. Han så ud i mørket foran sig, som var der noget meget interessant ude over det mørke vand. Da hun stod ved siden af ham talte han med dæmpet stemme, så tjenerne ikke skulle høre ham.
"Så De genkendte mig altså ... Jeg skal ærligt indrømme, De fik mig forvirret et øjeblik. Jeg mindes at have set Dem som gæst i mit hus til et af mine arrangementer ...? Men lad os ikke hvile i fortiden, når nutiden kræver vor opmærksomhed. Hvad i alverden har De tænkt på at klæde Dem så skændigt og gå rundt sådan i offentligtheden? Hvad end De har af aftaler, er jeg sikker på, ordentlig påklædning og en chaperone ville have været passende ..." Musklerne i hans ansigt løsnede lidt op, og hans skuldrer sank et par centimeter, mens han sukkede.
"Tro ikke jeg ikke er lige så rystet, som mine ansatte, men jeg skal ikke nævne denne episode for nogen! Hvad angår mine folk, kan De ikke have set Dem tæt nok på til at kunne genkende Dem ... og sådan bliver det ved med at være!" Ved den sidste kommentar strammede han op igen, og rynken mellem hans bryn fandt igen sin plads i hans unge ansigt.

[Ethel]

Ethel fulgte hans blik ud mod over søen og fokuserede på et punkt, mens hun lyttede til hans ord. Hun nikkede langsomt og skævede mod ham med et svagt smil på læben.
"Jeg har befundet mig i Deres hus, ja. Jeg er afdøde Mr. Cartwrights datter, hvis det vækker nogen genkendelse for Dem." Informerede hun med et lille smil, mens hun samlede håret igen og lod hatten glide ned over hendes hoved. Ved hans sidste kommentar, så hun direkte på ham. Dette havde hun ikke ventet.
"Det sætter jeg pris på. Tak." Lød det ærligt fra hende og hun nikkede let mod hertugen. Derefter gled et lettere sensuelt smil over hendes læber og hun hviskede lavt i samme toneleje som ham: "Det klæder Dem at være afslappet.... Mylord." Hun vippede derefter hatten let ned over hendes øjne og trådte et par skridt tilbage.

[Lord Hampshire]

Han vendte sig halvt mod hende ved den sidste kommentar og sendte hende et ironisk buk. Hvorpå han fortsatte lidt højere.
"Desværre ikke noget, jeg kan tillade mig ofte, miss. Jo, jeg kendte omtalte, om end kun overfladisk ... Jeg tror, jeg vil gøre ham den tjeneste at følge Dem til Deres ærinde og sikkert hjem igen." Han gik hurtigt op påsiden af hende og så ned på hende med hagen hævet en smule, som det var sædvane for ham, og som nogle kvinder fandt meget tiltalende. Hans blik var halvt udfordrende, halvt bestemmende, og han var tydeligvis kommet sig over chokket. Han var vant til chok, og han var vant til at frtsætte maskeraden.

[Ethel]

Ethel kunne lide hans ironiske buk. Hun fandt det humoristisk. Hun nikkede forstående til det næste, men blev så lettere forbavset. Hun plejede altid at færdes alene, specielt om aftenen. Hun vendte blikket mod ham og så overvejende ud et øjeblik.
"Jeg kan desværre ikke lade Dem følge mig til mit ærinde, men De må følge mig hjem. På en betingelse." Bare denne sætning sagde meget om Ethel. Hun satte betingelser for selve Lord Hampshire! Hun sendte ham et lille smil og tog så hatten af igen og rakte ham den.
"Jeg kan ikke lade folk bemærke os på vejen mod mit hjem og det er ikke nemt med en mand som Dem ved min side, Mylord. Vil de tage hatten på og måske overveje at sende tjenerne hjem?" Hun lagde hovedet en smule på skrå, så det mørke hår gled over hendes skulder, mens hun så mod ham.

[Lord Hampshire]

Han hæver forbavset øjenbrynene, og den ene af de lapsede tjenere besvimer faktisk ved hendes dristige spørgsmål. Hertugen er vant til dem og ignorerer dem blot, mens han koncentreret møder Ethels blik.
"Når De har taget en så drastisk beslutning at gå klædt sådan for et ærinde, kan jeg gætte mig til dets vigtighed for Dem ... Jeg kan blot ikke tillade Dem at fortsætte på egen hånd. Hvad angår mine tjenere, så er de diskrete. Røber De så meget som ét ord om dette, vil jeg i ogstaveligste forstand kræve deres hoveder på et fad! Hvad angår mig selv, gør jeg mig ikke synderligt bemærket her i mørket, og jeg an se tilstrækkeligt bister ud til at sænke folks blikke øjeblikkeligt ... I denne påklædning, vil De gå for at være en af mine knægte, og ærindet vil være mit. Ingen vil se på Dem, hvis De går med mig, det kan jeg love Dem!" Hans rynkede bryn viste ende hans alvor, og den sidste tjener sank med et højlydt gulp og sænkede straks blikket for ikke at komme til at se på hende.
Han ved, en simpel hat ikke ville kunne skjule hans prangende tøj og aristokratiske gang, og hellere end et halvhjertet forsøg påat skjule dette, der blot ville skabe nysgerrighed, kunne han arrangere folks blikke på sig selv og derved væk fra hende.

[Ethel]

Et morende smil gled over Ethel's læber ved tjenerens besvimen. Hun mødte så hertugens blik og nikkede langsomt.
"Jeg er af den overbevisning at mit ærinde er for sent nu alligevel, ellers tak for Deres høflighed, Mylord." Lød det fra hende og hun nikkede atter mod ham. Derefter mødte hun hans alvorlige blik og smilte anerkendende. Så alvorlig og alligevel havde han andre sider. Han dragede hende, men hun holdte sig lettere tilbage, som altid. Hun var ikke typen, som øjeblikkeligt afslørede sig selv. Langt fra.
"Lad mig vise Dem vejen." Lød det så fra hende med et svagt smil, hvorpå hun lod hatten glide over sit hoved igen og gemte hendes lange hår. Hun sendte et diskret blik bag sig for at sikre sig ingen fulgte efter, hvorpå hun gik op af stien mod sit hus.

[Lord Hampshire]

Han nikkede accepterende og vinkede til den vågne tjener om at følge med. Han tøvede med at efterlade sin kollega og endte med at trække ham over sin ene skulder for at få ham med. I mellemtiden havde hertugen svinget sin stok ned på plads og fulgte med Ethel, spadserende på sin egen, arogante facon. Hans ryg så rank, hans slanke krop bevægende sig med en medfødt ynde og elegance, han havde fået ind med sutteflasken.